Lisbeth Hehnel

Lisbeth Hehnels rejsebeskrivelser
Lisbeth Hehnel ses på Jyderup Realskole fra 1968- 2. Real 1974

"Australien ER moden nok"!
- til at modtage 18 årige Lisbeth Hehnel, Jyderup, for et års ophold ved Sidney

Tirsdag 16. august 1977, tager den 18 årige Lisbeth Hehnel, Jyderup, af sted til Australien, hvor hun skal opholde sig et år.
Hun er udsendt som udvekslingselev, og dermed som repræsentant for Danmark - gennem Rotary sammen med 10 andre unge danskere. I årets løb skal Lisbeth gå på highschool i byen Singleton, 400 km nord for Sidney og bo hos fire forskellige familier.
Når man begynder at tænke på sådan et ophold, skal der udfyldes en masse papirer og spørgeskemaer - skole og omgangskreds skal give ansøgeren "skudsmål", så Rotary både i Danmark og det pågældende land sikre sig, at det ikke er "hvem som helst", der godkendes. en veninde skulle svar på; - om Lisbeth, efter hendes skøn var moden nok til et år i Australien. Veninden udfyldte skemaet sådan: "Det er snarere et spørgsmål om Australien er moden til at modtage Lisbeth!", hvortil Rotary i Australien omgående svarede; "Vi kan forsikre, at Australien ER moden nok!" - og dermed var Lisbeth godkendt!

Ud og repræsentere
Lisbeth Hehnel tog i sommer studentereksamen i den musikalske linje på Kalundborg Gymnasium, og har endnu ikke besluttet, hvilken uddannelse, hun vil begynde på, når hun vender tilbage til Danmark. Skønt skoleganen i Australien ikke skal føre til nogen eksamen - hun dumper ned midt i skoleåret - så er der ingen tvivl om, at opholdet i sin helhed vil være uddannende. Foruden at se og oplevede sleve landet, skal Lisbeth holde foredrag om Danmark og vise lysbilleder fra sit hjemland. Desuden får hun eftersendt en Danmarksfilm til brug ved sådanne møder.

Oprindeligt var det Lisbeths mening at søge til Amerika, men ved henvendelse til Rotary fik hun det svar; Hvorfor Amerika? Der kan du altid tage til. Vælg f.eks. Australien og se noget, der er anderledes - og det gjorde hun så, og forventer sig meget af dette store og fremmedartede land, som ikke kan undgå at give et spændende år.
De 11 unge rotarianere har været samlet en weekend på Fyn, hvor de blev orienteret om australske forhold, og forberedt på, at komme "trillende" hjem - d.v.s. at tage 10-20 kg. på! Dels spises meget sød mad og dels kommer man som gæst så meget ud og bydes på så meget, at det ikke kan undgå at "sætte sine spor".
Under rejsen mellemlandes i Tasjkent for at tanke op, og i Bangkok gøres 1½ dags ophold, hvor der arrangeres sightseeing. Ved landingen i Sidney afhentes de unge af deres værtsfamilier.
I hjemmet - Søbæksgården på Vandværksvej i Jyderup - taltes der i går meget om, at "man glædede sig til at komme af med Lisbeth et helt år", men mon det ikke skulle forstås sådan, at man glædede sig på hendes vegne til de forestående oplevelser?

Et år er under alle omstændigheder længe at undvære et familiemedlem - men som Lisbeths far, skolebestyrer Peter Hehnel, sagde; - Jeg glæder mig til de lange breve, som Lisbeth forhåbentligt sender os! (Underforstået; Lisbeth bryder sig ikke om at skrive breve!)¹

1978, Lisbeth Hehnel, Jyderup, har atter skrevet hjem om sine oplevelser som
Rotary-student i Australien
Lisbeth Hehnel, Jyderup, rejste sidste år i august til Australien som udvekslingselev gennem Rotary. I et par artikler har vi tidligere bragt beskrivelser af Lisbeths ophold på den anden side af jordkloden, og hun har nu atter sendt redaktionen en hilsen, der lyder som følger:
Værtsfamilie nr. 2 var en smule større end de fleste. Pludselig blev jeg ældst ud af 5. Tre brødre. Patrick, 6, Noel, 11, Timothy, 13, og en søster, Louise, 5. Min værtsforældre hed Carmel og Tom. Carmel var hjemmegående husmor med nok at lave. Hver morgen stod hun op kl. 6 for at lave morgenmad til Tom, som tog på arbejdet kl. 7. Han var stationsmester i Singelton. Dernæst vækkede hun så alle børnene, hvis de da ikke havde været oppe siden kl. 5, og gav dem morgenmad. Det allerførste, der skete hver morgen, når ungerne vågnede var, at fjernsynet, som ingen australier kan leve foruden, blev tændt. Tegnefilm af alle mulige uhyggelige slags hele morgenen med en enorm lydstyrke.
Skolen startede for dem alle kl. 9. Så havde Carmel lidt ro til at gøre hele huset i orden, inden horden kom tilbage kl. 15,30 og rodede det hele til igen.

Violinmusik
De to mindste, Patrick og Louise, spillede på violin efter Suzuki-metoden. De spillede kun, når de gad og havde lyst, og man måtte endelig ikke stoppe dem, hvis de ønskede at spille den samme melodi 80 gange i træk! Herligt. Deres violiner var miniature-udgaver af en stor violin. Det så noget så sjovt ud. Noel og Tim havde også en violin hver - store - men de havde tabt interessen for at spille.
Hver eftermiddag svømmede alle fire unger, og en gang om måneden var der svømmekonkurrence i svømmeklubben. De to store drenge havde tre gange om ugen en avisrute at passe. Den lokale avis, "The Argus" ville ikke overleve, hvis det ikke havde været for det store supermarked "Woolworth", som fyldte alle tre udgaver med annoncer.
Hver torsdag aften tog Tom til Rotary-møde i golfklubben. Tom var formand for Singelton Rotaryklub, der havde 50 medlemmer.
Huset havde endnu en beboer, Rosemary, der lejede et værelser. Hun var lærer på en af afdelingerne på St. Cahtrine's College. Hun var 22 år og skulle giftes med en politibetjent, Bill fra Sydney til september. Uheldigvis kan jeg ikke være tilstede ved brylluppet, da jeg til den tid er tilbage i Danmark.
Jeg havde to dejlige måneder hos denne familie. De åbnede sig fuldstændigt og modtog mig som en af deres egne.

"Enebarn"
Min tredie værtsfamilie, som jeg opholder mig hos for tiden, er antalsmæssigt et dyk fra min foregående familie. Den består nemlig kun af to personer, Gordon og Ruth, min nye "far og mor". Her er ingen børn, så der er dejligt stille og roligt i det lille nye hjem. Jeg bliver mægtigt forkælet, og jeg kan li' det!
Ruth er, ligesom Carmel, hjemmegående husmor, mens Gordon er elektriker. Han har kun sig selv at herse med, så alt bliver lavet i hans eget tempo.
Det er en temmelig aktiv familie. Ruth spiller tennis og golf, og er medlem af kirkekomiteen. Gordon spiller klaver, er medlem af Rotary, spiller orgel i kirken, og er også medlem af den samme komité, som Ruth. De er presbyterianere.

I et stenhus
Vi bor i et dejligt murstenshus i udkanten af Singleton. At have et murstenshus i en lille by som Singleton er at være lidt "mere". Ikke fordi det er ret meget dyrere at bygge et hus af mursten, men fordi husene bygges som en art miniature-udgave af store prægtige villaer. det er nogle fantastiske udformninger, nogle af husene har. Det er dog stadigvæk over 30% af husene i Singleton, som er bygget af træ, og som har bliktag. Det er yderst varmt, når temperaturen kommer på den anden side af 35 grader. Gordon har en bror i Melbourne i Victoria ca. 1160 km sydpå. Vi tager muligvis derned i påsken både for at besøge ham og for at se Melbourne.
Når jeg fortæller folk hernede, at jeg skal en tur til Central Australien, til Melbourne og muligvis også til Canberra, Australiens hovedstad, beklager de sig altid over, at jeg, som kun er her for et år, sikkert når at få set mere af Australien end de får i hele deres liv²

Fødselsdag med picknick - og skolegang i Australien
Rektor opfordrer Lisbeth Hehnel til at tage fridag fra skolegangen for at se så meget af landet som muligt.
Lisbeth Hehnels skildring af opholdet i Australien fortsættes her med beskrivelse af fødselsdag og skolegang. Lisbeth skriver;
Den 20. februar var det min fødselsdag, så nu kan jeg fortælle, hvordan man fejrer fødselsdag i Australien. Ved morgenbordet åbnede jeg alle mine gaver, både dem hjemmefra og dem, jeg havde fået hernede. en ag gaverne, fra min søster, havde jeg haft liggende helt fra den 1. februar med strenge formaninger om ikke at åbne den før den 20. Hvis jeg blev fristet over evne, havde jeg bare at sende den retur pr. omgående. Jeg holdt mig i skindet, men det var den rene tortur. Nok se, men ikke røre - og så i hele 20 dage!
Jeg fik også to telefonsamtaler fra Danmark den morgen. Jeg fik at vide, at man havde haft masser af sne og ned til minus 25 grader i dele af landet, og at, hvis det blev sådan ved med at fryse i en uges tid til, ville man snart være i stand til at går over isen til Fyn. Så måtte jeg jo lige fortælle, at jeg dagen før var blevet noget så solskoldet efter at have opholdt mig på stranden et par timer ved 40 graders varme!

Altmuligforretning
Lige før middag kørte Ruth og Gordon (mine "forældre") og jeg til Aberdeen, som er en god times kørsel vestpå fra Singleton. Der har Ruth tre brødre plus deres familier. Allerførst besøgte vi Eric, som ejer den lokale altmuligbutik, og med altmuligbutik mener jeg altmuligbutik undtagen fødevarer.
Dernæst gik turen til de to andre brødre, som har en farm med malkekvæg. Der fik jeg lejlighed til en lille ridetur på en "nuttet" hoppe.
Aftenens program var en picknick ved Alenbawn Dam. For 10-15 år siden blev der bygget en mægtig stor dæmning på tværs af Hunter River, og den store sø, som er 30 km lang, som derved dannes, er sidenhen blevet et yderst yndet udflugtssted.
Vi var selvfølgelig ude på en svømmetur inden spisningen. Og sikke med mad! Vi var 15 mennesker, som hver havde medbragt forsyninger nok til at bespise en hær. Jeg fik skam også en mægtig fødselsdagskage med 19 lys, som jeg pustede ud, mens alle snag fødselsdagssang for mig.
Ruth's forældre havde engang haft et hus i nærheden af, hvor vi sad, men nu var det blevet dækket af det opdæmmede vand.
Partyet varede til sent på aftenen, så det blev ud på de små timer, før vi var tilbage i Singleton. Men det var en pragtfuld fødselsdag!

Skole
Jeg går i skole på St. Cathrines College i Singleton. Den klasse, jeg går i, hedder 12. grad og er nogenlunde på højde med 1.- og 2.g. St. Cathrines College er som navnet lyder en katolsk skole med både "normale" lærere, søstre og præster. Det er en temmelig stor skole, som er delt op i tre afdelinger. Juniorskolen, hvor børnehaverne, børnehaveklasserne, 1. og 2. grad har til huse. Der er ca. 200 børn, delt op i klasser med ca. 70 stk. i hver.
Normalt har hver klasse kun en lærer til alle ting, men visse steder er der dog to lærere pr. klasse.
Næste afdeling bliver kaldt St. Xavies School. Der er der ca. 250 elever fra 3. grad og til og med 6. grad. Også her er elevantallet i klasserne temmelig stort, 30-40 i hver klasse, men de har dog forskellige lærere til de forskellige fag.
De sidste afdeling, som er St. Cathrines College, er den største afdeling med ca. 350 elever fra 7. grad op til og med 12. grad. Nogle af klasserne der er på 40, mens andre "kun" er på 20-30 stk. Jeg er meget heldig, da der kun er 15 i min klasse.
Når eleverne slutter efter 12. grad, modtager de deres high-school Certificate, som er noget lignende det bevis, vi får herhjemme efter at have afsluttet gymnasiet. Nogle elever fortrækker dog at forlade skolen efter 10. grad. De elever, der gør det, bliver så tildelt et bevis på, at de har gået på skolen, og hvor deres karakterer også er på. Karakterskalaen hernede går fra 1 til 5 hvor 1 er det højeste.

Alt skriftligt
Der er ingen mundtlig eksamener. Alt foregår skriftligt. Det er ikke spor ualmindeligt, at man ender med at skulle lave 6-7 essays (rapporter) i løbet af ugen og så 3-4 stykker i weekenden. Lærerne forventer og nærmest forlanger, at deres elever bruger 2-3 timer dagligt på lektier plus mindst 4-5 timer i weekenden. Jeg gad godt vide, hvordan det ville blive modtaget derhjemme. Sikke et ramaskrig.
Hvert fag er delt op i "units", dvs. sværhedsgrader. Der er op til 3 units med 1 som det laveste og 3 som den højeste units, men det hænder, at et par klogere elever tager 3. unit, hvor undervisningen ligger på et højere niveau, eller omvendt, et par mindre klog elever tager 1. unit. På det endelige eksamensbevis kommer der også til at stå, hvilken unit elever har arbejdet på.

Gymnastik
Gymnastik har som fag meget ringe vilkår her, endnu værre end hjemme. Der er aldrig mere end halvdelen af en klasse, der dukker op og der er ikke noget, der hedder gymnastiktøj. Ind i mellem bliver der dog holdt idrætsstævner og svømmestævner, hvor deltagelsen er temmelig stor.
Skoleåret er delt op i tre terminer, hvor man hver termin får et nyt skema. Det er meget forvirrende, da man lige har lært det gamle udenad.

Normal skoledag
En normal skoledag starter kl. 8,55 med morgensamling, hvor alle meddelelser bliver læst op, og hvor der bliver sagt en fælles morgenbøn. Første time starter kl. 9,00 og varer i 60 minutter. Der er intet frikvarter mellem første og anden time, som også varer 60 minutter. De sidst 5 minutter af anden time bliver brugt til protokolføring. Derpå er der en pause på et kvarter før den tredje time, som også er på 60 minutter. Kl. 12,15 er det så middag til kl. 13,10. De sidste tre timer er alle på 45 minutter uden frikvarter imellem. Man er ikke færdig, når sidste time er endt. Skolen skal nemlig gøres ren. Hver elev har et eller andet job med at feje gulvene, fortovet, fliser, trapper, gårdsplads eller de ordner toiletterne, klasseværelserne og samlingssalen. Ingen har lov til at forlade skolens grund før kl. 15,25.

De fleste af skolens elever bliver fragtet til og fra skolen i store skolebusser, da over halvdelen bor på landet. Der er ikke så meget forskel på, hvad men bliver undervist i hernede og derhjemme. Bl.a. har vi i historie ikke beskæftiget os med andet end 1. og 2. verdenskrig, og i engelsk læser vi de samme engelske forfattere, som læses derhjemme. Fridag
Jeg har en meget let skolegang, da jeg ikke har matematik og økonomi, og fordi jeg kan tage en fridag, når som helst jeg har brug for det. Det var det første principal (rektor) Søster Julia, sagde til mig. Hun syntes nemlig, at jeg skal nå at se så meget af landet som muligt og ikke kun koncentrere mig så meget om skolegangen, som jeg alligevel har afsluttet hjemme³

1978 juni; 70 udvekslingsstudenter
Lisbeth Hehnel, Jyderup har atter "fattet pennen" og sendt en beskrivelse hjem fra sit ophold i Australien
Lisbeth Hehnel, Jyderup, som sidste sommer drog til Australien som udvekslingsstudent gennem Rotary, har igen sendt et rejsebrev hjem fra den anden side af jordkloden. Lisbeth oplever en masse og fortæller det videre, så man næsten syntes, man selv har været i Australien, når man har læst brevet. Lisbeth skriver:
Navnet "Walkabout" er det ord, som de indfødte australiere, Aboriginals, bruger om den måde, de lever deres liv på - "gå omkring". Vi bruger benævnelsen, som navn på den tre ugers tur, som hvert år arrangeres for mit Rotary distrikt herned, 967, og for et distrikt nordpå, 965.
Vi var i alt 70 udvekslingsstudenter fra 11 forskellige lande, seks ledere og tre buschauffører. For øvrigt kalder vi ikke vores busser "a bus" på engels. Vores chauffører ville bare blive fornærmede - næh, vi kører skam i "coaches" som er meget bedre!
"Walkabout" Australia startede fra byen Tamworth i det nordlige New South Wales lørdag den 6. maj kl. 7.00. Al bagagen var pakket i busserne dagen før, så vi skulle bare deles op i hold og proppes i busserne.
Vi kørte hele dagen med undtagelse af de nødvendig små ophold undervejs og vor medbragte frokost. Første overnatning var i Ipswich, som ligger i staten Queensland. Der er ikke meget af en grænse mellem N.S.W og Queensland. Men får bare øje på et skilt, hvorpå der står, at nu er man altså i Queensland.
Til hver overnatning skulle opsættes tre telte til drengene seks til pigerne og så ledernes tre små telte - vores er ottemand telt. Chaufførerne sover i busserne.
Den første dag gik det ikke så hurtigt, men vi skulle jo først finde ud af, hvor alting var. Vi har 10 støvsugere, som ikke suger, men puster i stedet - dem bruger vi til at puste luftmadrasserne op med.

Tamme kænguruer
Søndag gik det videre nordpå. Her havde vi et par større ophold undervejs. Vi besøgte en park ved navn "Lone Pine Koala park". Som navnet siger, var der massevis af koalabjørne plus alle slags vide dyr, der findes i Australien, f.eks. kænguruer, woombats (bed mig ikke om at forklare, hvordan sådan en svend ser ud), dingoer, australske fugle osv. Kænguruerne var helt tamme, så der blev taget tusindvis af billeder, hvor man står med armene om halsen på en af dem.
Vort andet stop var i Brisbane, og det var ikke et stop, som var med i programmet.
Vores bus kunne ikke klare en af de stejle bakker, som er over hele Brisbane - hovedstaden i Queensland. Alle måtte ud, og da bussen endelig kravlede langsom op, råbte vi hurra for chaufføren - han bestod køreprøven. Sidste stop den søndag var ved "The Big Pineapple" - den store ananas.
"The Big Pineapple" er en farm, hvor de dyrker al slags tropisk frugt, mest ananas. Jeg må indrømme, at før jeg kom herned, havde jeg aldrig skænket en tanke, hvordan ananas groede. De gror altså på en plante på jorden. Det så så herligt ud, at jeg blev nød til at tage et billede af det.
På farmen havde de et lille tog, som kørte turister og så os andre - vi føler os ikke som turister - rundt over det hele.

Vi overnattede i Maryborough
Underholdt på dansk
For øvrigt står vi op hver rejsedag kl. 5.30. Hvis vi ikke skal køre videre sover vi skam længe - til kl. 6.00!
Den 8. maj (1978), mandag, kørte vi fra Maryborough til Rockhamton, en temmelig stor by i Queensland. Der havde vi vort første Rotary møde. Til dette og de følgende møder stod vi udvekslingsstudenter for underholdningen. Hvert land sang et par sange, og nogle stykker opførte et par sketches. Den danske gruppe bestod af fire piger og to drenge, tre fra Jylland, en fra Fyn og to fra Sjælland. Vi fik hjælp af den eneste norske udvekslingsstudent, og vi sang "Tingelingelater" og "Skomagerdrengen" plus den norske nationalsang. Måske lyder det lidt fjollet, at vi sang de to førstnævnte sange, em man må huske på, at ingen forstod et ord, så er det bedre at finde et par sange, man kan danse til.
Fra Rockhampton gik turen næste dag videre til Airlie Beach, hvor vi havde vores første to dages stop. Derfra tog vi ud og så noget af "The Great Barriers Reef" fra små både med glasbund. Der var nogle fantastiske farver i revet. I Airlie Beach havde vi vort andet Rotary møde.

En af rotarianerne havde taget sin tamme saltvandskrokodille ved navn Charlie med, og han - altså ikke Charlie - fortalte os om Charlie og om krokodiller i almindelighed.
Alle skulle selvfølgelig røre ved Charlie og tage billeder af den. Stakkels Charlie - han græd krokodilletårer det meste af tiden. Også denne aften stod vi for underholdningen.

Traf en bekendt
Torsdag gik turen videre til Townsville, hvor vi havde endnu to dages ophold. Undervejs skete der noget meget herligt. i en meget lille by, hvor vi gjorde ophold for at strække benene og for at se en butik/fabrik med smykker, mødte jeg en pige, som jeg går i skole med i Singleton. Pudsigt!
I Townsville havde vi vores første fridag, som var om fredagen. Slappe af og vaske tøj. Fredag aften endnu et Rotary møde. Denne gang blev vi dog delt op i seks grupper, da alle seks Rotary klubberne i Townsville ville have besøg af os. Ingen en aften, hvor vi underholdt. I den gruppe, hvor jeg var i var vi så heldige, at vore værter også sang for os. Fra Townsville gik turen lørdag vestpå til Julia Creek, hvor vi havde vores første kolde nat. Så koldt, at alle frøs, og jeg var så "heldig" at få reddet mig en superforkølelse, som det tog mig over en uge at komme af med. Vi havde besøg af nogel af de lokale beboere i løbet af natten, og de stak af med 3-4 håndklæder - måske trængte de til en vask?

Køkkentjans
Vi var delt ind i syv farvegrupper med ti i hver. Hver dag er det en ny farvegruppe, som har køkkentjansen hele dagen. Det betyder, at hver gruppe laver mad en dag og ellers har fri de næste seks dage.
Mandag havde min gruppe, grøn, køkkentjansen. Til morgenmad er der cornflakes, popris, bacon og æg, ristet brød, marmelade, te og kaffe, peanutsmør og vegemite. Vegemite kræver lidt ag en forklaring. Det er en mørk, tykt flydende substans, som ligner flydende skosværte, og som smager ubeskriveligt rædselsfuldt. De fleste australiere elsker det, og jeg har aldeles ikke i sinde at tage det fra dem. Jeg spurgte to af de andre danskere, som er med på turen, hvordan de ville beskrive smagen af vegemite, den ene sagde "bvadr" og den anden sagde "yak", bedre kan det ikke beskrives.
Til frokost lavede vi hotdogs. Det var nu kun fordi vi var taget ud til en sø, hvor vi tilbragte hele søndag eftermiddag med at svømme, tage solbad og stå på vandski. Der var et par frække pelikaner der, som rendte rundt og huggede hotdog'sene ud af hænderne på folk. Almindelig frokost består at salat, tomater, to slags skive pølse eller skinke, ost brød, peanutsmør, vegemite (igen), marmelade, æbler og saftevand.
Til aftensmad var vi heldige. På grund af slappe-af-dagen havde vore ledere bestilt en halv grillstegt kylling til hver. Det eneste vi så skulle gøre, var at koge kartofler, ærter, majs, sovs plus vaske op. Vi serverede suppe, kaffe og te som natmad.
Søndag og mandag nat overnattede vi i Mt. Isa⁴

Juni 1978: "Walkabout" i Australien
Lisbeth Hehnel, startede lørdag en artikel om 70 udvekslingsstudenters "Walkabout" i Australien, hvor hun er udsendt som udvekslingsstudent gennem Rotary. Lisbeth fortsætter Mt. Isa Er en mindre mineby, som er vokset op omkring kun en mine, der er mægtig stor. Den indeholder sølv, kobber, og zink. Vi havde en interessant rundtur i minen
Minen var på det dybeste sted over 1000 m, der var 3500 km tunneller og 180 km jernbanespor. Der var for øvrigt også en 270 m høj skorsten, som havde kostet ca. 36 mio. kr.
Tirsdag gik turen til Tennat Creek, hvor vi overnattede. Undervejs passerede vi grænsen mellem Queensland og Northern Territory. Den eneste grund til at vi fandt ud af det var grænsen, var at busserne stoppede, og fordi der var et skilt - det var simpelthen ude i ingenting - mindst 50 km fra det nærmeste hus. Der er en gammel tradition, som siger, at piger, der kommer til Northern Territory for første gang, skal bæres over grænsen. I vores tilfælde var grænsen jernbanesporet lagt på tværs af vejen for at forhindre kvæget i at gå fra den ene fold til den anden. Alle pigerne blev selvfølgelig båret over - plus et par af drengene!

Søslangeæg
Fra Tennant Creek startede turen sydpå mod Alice Springs, som ligger midt i Australien. Undervejs besøgte vi "The Devils Marbles", der er en masse kæmpestore sten spredt ud over et lille område i ørkenen. Det er ikke ørken, som i Sahara. Der findes kun langt længere inde i landet, og der er altid massevis af sten. her er tørret græs, små træer og buske. "The Devils Marbels" har en historie. De oprindelige australiere - aboriginals - har et sagn, der fortæller, at da Australiens ørken var en stor indsø, levede der en kæmpestor søslange i vandet. Da vandet gradvis forsvandt, lagde søslangen alle disse store sten, som var dens æg. De ter et meget helligt sted for aboriginals, og inden af dem kommer nær stedet.
Vi ankom til Alice Springs midt på eftermiddagen onsdag. Da det havde regnet temmelig meget, var det alt for vådt til at slå teltene op, så vi blev indlogeret på en skole. Efter næsten to uger i et telt, var det dejligt at sove indendørs - selv om det næsten var lige så koldt, som udendørs. Skolen havde ikke noget oliefyr eller anden form for opvarmning, kun et aircondition system. Det er varm sommer og vinter inde.
Vi havde nogle dejlige dage i Alice Springs. De fleste steder af interesse blev besøgt rundt omkring byen: Standleys Chasm, Simpsons Cap og Heavitre Cap, som er tre naturligt formede åbninger ii bjergkæder, som omkranser Alice Springs. For øvrigt er Heavitree Cap den eneste vej ud af Alice Springs, hvis men vil sydpå. Vi besøgte tre museer, tom med ting lavet af aboriginals og et med malerier.

Red på kameler
Alle købte souvenirs, som om de blev betalt for det og ikke selv skulle betale! Højdepunktet for opholdet i Alice Springs kom torsdag eftermiddag, hvor vi tog ud til den stedlige kamelfarm og fik en kamelridetur - pragtfuldt, men stakkels kameler!
Fredag aften havde vi endnu et Rotary møde. Denne gang skete det meste af underholdningen på tværs af landene, og det hele gik strygende. - Vi danskere fik hjælp af et par tyskere, som hjalp os med at synge "Hønsefødder og gulerødder", "Ritsch-ratsch" og "Skomagerdrengen". Selv sang vi "Det er et yndigt land".

Verdens største
De bedste dage på hele turen havde vi lørdag - søndag 20.-21. maj 1978. Vi besøgte Ayers Rock. Jeg tror, der er mange derhjemme, som har hørt om Ayers Rock. Det er den største monolit i verden, dannet da lavaen for tusinder af år siden pressedes opad, dengang den store indsø tørrede ud. På det højeste punkt er der 348 m fra jordoverfladen, 867 m over havoverfladen, der 8,8 km rundt om den, den er 3,6 km lang og 2,4 km bred. Den menes at være ca. 500 millioner år gammel.
Højdepunktet ved et besøg på Ayers Rock kommer - (i dobbelt forstand), når man står på toppen af klippen. En klatrer tur på 1,5 km, et ikke ufarligt forehavende, hvis man ikke passer på. Seks mennesker er indtil nu faldet ned eller på anden måde omkommet ved at klatre op ad den. Den sidste dødsulykke skete ikke mindre end to dage før vi alle klatrede op og ned igen. Vinklen mod jordoverfladen i begyndelsen af klatreturen er mellem 40 og 50 grader, temmelig stejlt. Nogle steder er der sat kæder op, som man kan holde fast i. det er en fantastisk fornemmelse, når man står oppe på toppen efter en times klatreren.
Vi danskere plantede et flag deroppe og sang "Der er et yndigt land" rundt om det - det er der tradition for, at man gør. Nedturen varer kun en halv time, men der er her, man skal passe på. endelig ikke løbe. Har man først fået for meget fart på, er der faktisk ikke andet at gøre, en at prøve at holde sig oprejst. Falder man - nå ja, så bliver der bare sat en ny plade op på klippen med endnu et navn på en, som ikke klarede det! Få nu endelig ikke et forkert indtryk - det er slet ikke så farligt, som det måske kan lyde. Folk i alderen fra 7 til 80 klatrer op og ned hvert år, uden der sker noget. Efter mine udregninger er der mindst 3000 mennesker på toppen hvert år. Jeg kan kun opfordre alle, der kommer herned, til at prøve. Det er det hele værd. Man skal bare være en smule forsigtig, men sådan er det jo med alt.

Verden åbner sig
Vi besøgte også "The Olgas", en masse klipper samlet på et område ca. 25 km væk fra Ayers Rock. Højeste punkt er 546 m over jordoverfladen og 1072 m over havoverfladen. Kun 3 mennesker har klatret op på den højeste klippe, så vi forsøgte skam ikke. Vi besøgte dog "Vally of the Winds" - vindens dal. Efter en klatretur på et kvarter i en snæver dal, nærmere en kløgt, åbner hele verden sig pludseligt foran ens fødder. Det er det pragtfuldeste syn, jeg nogensiden har set - en stor dal omkranset af klipper. Det er i sådan et øjeblik, man ønsker, man kunne male, men det eneste, man kan gøre er at tage et billede og ellers gemme synet i sin hukommelse.

Busstop i ørkenen
Mandag den 22. maj havde vi en hurtig tilbagetrækning. Det regnede temmelig meget i løbet af natten, og der skal ikke meget regn til ude i ørkenen, før det hele er en stor mudderpøl. Vores chauffør var bange for, at vi skulle blive fanget af regnen, så vi startede. Da vi havde kørt i en times tid, løb den nus, jeg var i, for at gøre det hele fuldkomment, tør for benzin!. Den anden nus var langt foran os, noget som er helt naturligt, så de opdagde ikke, at vi var stoppet. De havde ikke tændt for walkie-talkien, så vi kunne ikke få fat i dem på den måde. Vores chauffør standsende en bil og bad føreren fortælle den anden bus, hvad der var sket. Nu var det så heldigt, at en halv times kørsel fra, hvor vi stoppede, var der et par huse og en benzin pumpe, hvor vi alligevel skulle have tanket op, så den anden bus var ikke så langt væk. en time efter kom den så tilbage med en dunk benzin til os. Alle de unge var blevet ladt tilbage ved Curtain Springs, som husene hed. Vi kunne så køre igen, men vi ankom dog ikke før, vi var løbet tør igen - denne gang lige i indkørslen til Curtain Springs, hvor alle de andre stod og grinede hovederne af sig! ⁵

1978 juli; Ikke kikke under bussen!
Sidste afsnit - i denne omgang - af Lisbeth Hehnels beretning fra Australien
Lisbeth Hehnel sluttede forrige afsnit af sit Australiensbrev med at fortælle om, hvordan det var at løbe tør for benzin i den australske ørken. Lisbeth fortsætter:
Vi kørte i alt i 14 timer den dag - sprang et af vore planlagte overnatningssteder over på grund af regnen. ankom til Coober Pedy, opalmineby, sent om aftenen. Coober Pedy er en mystisk by. På grund af temperaturforskellene mellem sommer og vinter - dag og nat bor 80% af befolkningen i udgravninger under jorden. Klipperne holder bedre på varmen om vinteren og om natten, og om sommeren lukker de meget varme ude. Vintertemperaturen kan gå fra 0 grader C. om natten til 27 grader C. om dagen, og om sommeren kan de på en varm dag nå op til 47 grader C

Underjordisk golfbane
Vi besøgte et af de udgravede huse om tirsdagen. Det var fantastisk udformet og havde endog en swimmingpool. En bemærkelsesværdig ting var, at der ikke behøves nogen afstivning til at holde loftet oppe. Guiden på vores sight-seeingtur fortalte, at der er 1850 "huler" i Coober Pedy. Han fortalte også, at der er en drive-in, to sygeplejersker, et hospital, en skole, en kirke, massevis af barer samt en væddeløbsbane, som kun bliver brugt en gang om året, resten af tiden er den en golfbane med ni huller.
Fra Coober Pedy gik turen endnu længere sydpå til Port Augusta, som ligger ved kysten i staten South Australia.

Ikke kikke!
Undervejs havde vi et af vore berømte stop, som jeg vist ikke har fortalt om før. Se, ude i ødemarken er der tit hundreder af kilometer til nærmeste hus, og da der ikke er ret mange mennesker, som har lyst til at få uventet besøg af 70 toilettrængende mennesker, så måtte vi klare os så godt, vi kunne ude i det fri: Pigerne til højre og drengene til venstre, og husk - Ikke noget med at kikke under bussen!
I Port Augusta havde vi to overnatninger, da vi jo havde sprunget en over inde i landet.
Vi besøgte et elektricitetsværk og havde et Rotary møde om onsdagen. Torsdag morgen, før vi kørte videre til Broken Hille, besøgte vi hovedkvarter for "The Flying Doctor Service" (de flyvende læger). Inde i landet er der mange små huse, med op til 300 km fra hinanden, hvor der ingen permanent lægehjælp er. Derfor oprettede Reverent Flynn efter 1. verdenskrig organisationen. "The Flying Doctors" Folk bruger deres radio til at kalde lægen, hvis noget skulle ske. I Port Augusta er der to læger og en tandlæge, som har flyvemaskiner til deres disposition.
Aftenen i Broken Hille gik med endnu et Rotary møde, hvor man havde sørget for musik til os, så vi var rigtig ude og "svinge træbenet"

Undervisning over æteren
Før vi forlod Broken Hill fredag aflagde vi et besøg i "School of the Air". Endnu engang en organisation for dem, som bor langt inde i lande, langt fra hinanden, denne gang uden skoler. "School of the Air" sørger for at undervise børnene derinde ved brug af radioen og korrespondance. Vi overværede en time, og det var virkeligt sjovt at tænke på, at læreren sad i Broken Hill, og de fjerneste elever var op til 800 km væk.
Vores sidste overnatning havde vi i Cobar fredag. Denne gag sov vi dog ikke i vores telt, men i en stor hal. Vi havde vores sidste Rotary møde der og blev ellers oppde det meste af natten.

Afskedsdagen
Lørdag den 27. maj 1978 var en trist dag - afskedsdagen. Undervejs til Tamworth, som var vores endestation, var der nogle af "ungerne", som stod af busserne i de byer, hvor de boede. Alle var kede af det, og der var endog mange, som fældede en tåre. Det er nu også en smule trist, når man efter tre pragtfulde uger skal sige farvel til sine venner, hvoraf man sikkert ikke kommer til at møde mere end en lille del af dem igen. Vi vidste alle, at dagen ville komme, men alligevel

Vi ankom til Tamworth ved 17.30 tiden, og så blev sluserne eller åbnet for alvor. Vores værtsfamilier i Tamworth var mødt op for at afhente os, og de prøvede så vidt muligt at få farvel'erne hurtigt overstået, så de kunne komme væk derfra.
Det var helt mærkeligt at være på fast grund igen. Det var dejligt at kunne tage et bad, hvor der ikke havde været 20 andre før en, som havde brugt alt det varme vand, og hvor der ikke var 20 bag en, som også skulle til. Det var også dejligt at sove i en rigtig seng for første gang i tre uger.
Min værtsfamilie fra Singleton kom hele vejen op til Tamworth søndag bare for at afhente mig - en køretur på fire timer frem og fire timer tilbage.

10.000 km
Det var svært at finde tilbage i den gamle rytme igen, men det skal jo gøres. Det er også svært at forstå nu, man er tilbage, hvor lang en tur, man egentlig var på. Over 10.000 km i det samme land, og man har ikke engang været rundt i 1/3 af det.
Heldigt er det, at skulle man få lyst til at gøre turen en gang til, er det eneste, man skal gøre, bare at sætte sig ned og læse sin dagbog og kikke på alle billederne, som man tog eller ringe en af de andre op og udveksle gode, gamle minder⁶ Lisbeth Hehnel

I "Det blå hæfte" 1973 ses Lisbeth Hehnel

og 1973 juli; Fornøjelig ringridning - Lisbeth Hehnel
Ringridningsforeningen i Jyderup kunne med sin ringridning på den gamle dyrskueplads notere sig en ny succes.
Lisbeth Hehnel blev ringriderkonge blandt børnene, nr. 2 blev Anette Krogh, Jyderup ⁷

Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 16. august 1977, side 8; "Australien ER moden nok"!
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 7. april 1978, side 6; Plejebarn i familie med violinspillende børn og hos ægtepar uden børn!
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 14. april 1978, side 6; Resten af Lisbeth Hehnels rejsebeskrivelse
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 17. juni 1978, side 9; 70 udvekslingsstudenter
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 23, juni 1978, side 7; "Walkabout" i Australien
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 1. juli 1978, side 8; Ikke kikke under bussen!
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 2. juli 1973, side 6; Fornøjelig ringridning - Lisbeth Hehnel
Kilde 8: Susanne Hagen, Facebooksiden "Tidligere elever på Jyderup Realskole", aug 2013

Note:
Susanne Hagen Ka' I huske Hehnel's datter studerede design i Paris. Hun åbnede en biks i Jyderup og lavede en konkurrence.
Hvem tegnede det bedste design. Ingen Jantelov her....The winner var mig.
Jeg fik syet min buksedragt og måtte gå catwalk til byfesten med Dario C.
Ha ha...skide sjovt. Jeg var stolt:) ⁸ (Susanne Hagen, Facebooksiden "Tidligere elever på Jyderup Realskole, aug 2013)

Sidst opdateret 16. januar 2015